Rå vietnamesiske forårsruller
med krabbe eller rejer
Kilde: Bogen "Skaldyr"
Vores bedømmelse:
4 personer
8-10 stykker (kvadratisk) rispapir, ca. 22 cm
Fyld
1 agurk
2-3 forårsløg
1 sprødt salathoved, fx. iceberg
1 potte koriander
2-3 stilke mynte (ca. 20 små blade)
3-4 stilke frisk thai-basilikum eller anden basilikum (ca. 20 blade)
150 g kogt krabbekød, eller pillede kogte rejer
125 g peanuts
2 tsk olie
100 g friske bønnespirer
Marinade
½ grøn chili
½ rød chili
2 spsk fiskesauce
2 tsk rørsukker
2 lime eller ½ dl limesaft
Tilberedning
Gør fyldet klar: Skær agurken ud i tynde stave. Snit forårsløg fint og skyl bønnespirerne. Skyl salatbladene og krydderurterne i koldt vand. Lad dem dryppe af i et dørslag, eller dup dem tørre med et rent viskestykke. Snit eller riv store blade i mindre stykker.
Lad rejerne dryppe af i en si, hvis de er fugtige. Rens krabbekød for evt. skaldele og stivere.
Rist peanuts (hvis de er rå) i lidt olie på en pande ved middel varme, til de er gyldne. Hæld dem straks over i en si. Hak nødderne til halvgroft. (Ellers kan du bruge færdigristede saltede peanuts).
Lav marinaden: Vask chili og snit så fint som muligt med en kniv. Bland chili med fiskesauce, sukker og limesaft. Rør, til sukkeret er opløst.
Forårsruller: Fyld en stor skål med meget varmt vand fra hanen. Læg et stykke rispapir i skålen ca. 30 sekunder, til det er blødt og næsten gennemsigtigt. Tag det forsigtigt op, og læg det glat på et rent viskestykke. Læg fyldet på midten af rispapiret: salatblad, en agurkestang, lidt bønnespirer, lidt af de friske krydderurter, og en stor skefuld rejer eller krabbekød. Drys med jordnødder. Pak siderne af rispapiret hen over fyldet og tril tæt om fyldet til en pakke eller forårsrulle. Server forårsrullerne frisklavet med den stærke sur/søde marinade.